UNITED KARATE OF DENMARK


Vedtægter

LOVE FOR UKK "UNITED KONTAKT KARATE"

1. Navn og hjemsted

1.1 United Kontrakt Karate (forkortet UKK) har hjemsted i København. 

1.2 Foreningen er tilsluttet United Karate of Denmark (forkortet UKDK) og herigennem United World Karate (forkortet UWK) og er underlagt disses love og bestemmelser.

2. Formål

2.1 Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og fremme interessen for kontaktkarate i Danmark og varetage karatens interesser som amatøridræt under UKDK som er paraplyorganisation for karate i Danmark, United World Karate og DIF.

Klubber der tilknyttet UKK, søger at fremme en høj karatemæssig standard med fundament i den traditionelle karate (kihon, kata og kumite). Vores værdier er, at vi omgås hinanden med gensidig respekt, der bunder i ærlighed, menneskelige værdier og kompetencer. Alle er velkomne og vi ønsker, at vores medlemmer har mulighed for og frihed til at dyrke deres karate i den kontekst som de ønsker.

Foreningsfriheden er tillige en central værdi indenfor UKK.

Følgende kan blive medlem af foreningen:

  • Klubber, der har indsendt ansøgning herom og hvis love eller vedtægter ikke overtræder DIF’s minimumskrav og desuden er godkendt af UKK’s bestyrelse.


2.2 Medlemsklubber skal for at kunne deltage i UKK’s eller UKDK’s aktiviteter betale en årlig licens for hvert navngivet medlem. Alene personer for hvem der er betalt en årlig licens, kan deltage i UKK’s eller UKDK’s aktiviteter. Den årlige licens fastsættes af UKDK’s bestyrelse og betales direkte til UKDK.

2.3 Klubber der søger om medlemskab, associeres efter bestyrelsens godkendelse. Medlemskab opnås ved godkendelse på et repræsentantskabsmøde.

2.4 Medlemsklubber samt sådanne klubbers enkelte medlemmer, skal overholde UKK’s love samt alle sådanne love og regler, som UKK er forpligtet til at overholde.

2.5 Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen.

2.6 Associerede klubber betaler tilsvarende licens for at kunne deltage i arrangementer.


3. Foreningens organer

3.1 Foreningens organer er:

  • Repræsentantskabet
  • Bestyrelsen


3.2 Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsudvalg, som bestyrelsen finder nødvendigt eller hensigtsmæssigt.


4. Repræsentantskabet

4.1 Stemmeret, taleret og møderet har:

  • Bestyrelsens medlemmer, hver med 100 stemmer
  • Hver medlemsklub med mindst 25 medlemmer, der udøver karate, kan stille med én repræsentant per påbegyndt 50 betalte licenser. En medlemsklub kan ikke være repræsenteret på repræsentantskabsmødet af et medlem af UKK’s bestyrelse.
  • Antallet af stemmer opgøres ud fra antal betalte medlemslicenser i forholdet 1:1 per 1. marts. 


4.2 Møderet og taleret har:

  • Medlemmer af UKDK’s bestyrelse
  • Medlemmer af UKDK´s Ordens- og amatørudvalg
  • UKDK´s revisorer (mødepligt)
  • Formænd for arbejdsudvalg nedsat af bestyrelsen
  • De af bestyrelsen i øvrigt inviterede personer

5. Det ordinære repræsentantskabsmøde

5.1 Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes hvert andet år i april eller maj på lige år. Indkaldelse sker af 2 omgange. Førsteindkaldelse skal ske ved opslag med mindst 6 ugers varsel og højest 8 ugers varsel på foreningens officielle hjemmeside. 

5.2 Af førsteindkaldelsen skal som minimum fremgå:

  • Tid og sted for repræsentantskabsmødet
  • Hvilke tillidsposter, der er på valg
  • Om de nuværende kandidater er villige til genvalg
  • Opfordring til at indsende navne på kandidater til tillidsposter og forslag til bestyrelsen senest 14 dage før datoen for repræsentantskabsmødet

5.3 Anden-indkaldelsen skal ske ved opslag med mindst 8 dages varsel og højest 14 dages varsel på foreningens officielle hjemmeside.

5.4 Af anden-indkaldelsen skal som minimum fremgå:

  • En liste over indkaldte klubber og deres antal licenser per 1. marts
  • Dagsorden for repræsentantskabsmødet
  • Hvilke tillidsposter, der er på valg og hvem der er kandidater til disse poster
  • Revideret regnskab
  • Budget
  • Indkomne forslag

5.5 Dagsordenen for repræsentantskabsmødet skal som minimum indeholde følgende:

(i) Valg af dirigent

(ii) Formanden aflægger beretning

(iii) Fremlæggelse af det reviderede regnskab

(iv) Vedtagelse af budget

(v) Valg til bestyrelsesposter

(vi) Valg til UKDK´s Ordens- og amatørudvalg

(vii) Behandling af indkomne forslag

(viii) Eventuelt


5.6 Det er en forudsætning for at blive valgt til bestyrelsesposter, at man er medlem af en medlemsklub. Det er desuden ønskeligt, at man besidder en solid karatefaglig erfaring – hvilket vil sige mindst 10 år som aktiv karateudøver og minimum 1. dan. En sådan solid karatefaglig erfaring er en forudsætning for at blive valgt som bestyrelsesformand.

5.7 Referat og eventuelle ændringer til lovene, skal offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 4 uger efter afholdelse af et repræsentantskabsmøde.

6. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde

6.1 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes, såfremt 1/3 af de den per 1. marts opgjorte licenser fremsætter skriftligt ønske derom med angivelse af dagsorden. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan til enhver tid sammenkaldes af bestyrelsen.

6.2 Indkaldelsesfristen er mindst 14 dage ved opslag indeholdende dagsorden og eventuelle forslag til behandling på foreningens officielle hjemmeside.

7. Bestyrelsen

7.1 Bestyrelsen består af 5 medlemmer: En formand, en næstformand, en kasserer samt 2 menige medlemmer. Dertil kommer 2 suppleanter, som deltager på lige fod med resten af bestyrelsen, dog uden stemmeret ved bestyrelsesmøder og repræsentantskabsmøder.

7.2 Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter er på valg hvert fjerde år.

7.3 På hvert andet ordinære repræsentantskabsmøde er posterne: Formand, bestyrelsesmedlem 1 og suppleant 1 på valg. På det næstfølgende repræsentantskabsmøde er posterne næstformand, kasserer, bestyrelsesmedlem 3 og suppleant 2 på valg.

7.4 Bestyrelsesmøder kan indkaldes skriftligt af ethvert bestyrelsesmedlem med mindst 8 dages varsel til de enkelte medlemmer. Indkaldelse skal med mindre andet besluttes af bestyrelsen skal via e-mail.

7.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, hvis der er lovlig indkaldt til bestyrelsesmødet og mindst 4 medlemmer af bestyrelsen er repræsenteret (omfatter ikke suppleanter) eller hvis alle medlemmer af bestyrelsen (omfatter ikke suppleanter) skriftligt har meddelt accept af, at et bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt uanset overholdelse af indkaldelsesproceduren og antallet af fremmødte.

7.6 Alle afgørelser i bestyrelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af lige stemmetal er formandens stemme udslagsgivende.

7.7 Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

7.8 Bestyrelsen kan nedsætte og ophæve udvalg i det omfang bestyrelsen finder det relevant.

7.9 Bestyrelsen tegnes af formanden.

8. Stævneregler

8.1 Foreningen arrangerer stævner og afholder som minimum et årligt Danmarksmesterskab i UKDK regi.

8.2 Med mindre UWK beslutter andet, er foreningen underlagt UWK konkurrenceregler ved afholdelse af DM. Det præciseres, at medlemsklubber ikke er forpligtet til at benytte førnævnte konkurrenceregler ved egne stævner.

9. Udelukkelse og eksklusion

9.1 En medlemsklub kan ekskluderes eller udelukkes fra bestemte aktiviteter ud fra en afvejning af samme kriterier som gælder ved optagelse som medlem eller såfremt medlemsklubbens adfærd strider mod UKK’s love og de regler og love UKK i øvrigt er underlagt eller såfremt medlemsklubben på grov måde tilsidesætter sine medlemspligter enten ved handling eller undladelse.

9.2 Beslutning om eksklusion eller udelukkelse fra bestemte aktiviteter træffes af bestyrelsen og behandles derefter på førstkommende repræsentantskabsmøde. Repræsentantskabet kan stadfæste, ændre, skærpe eller annullere den trufne beslutning. 

9.3 Repræsentantskabets beslutning om eksklusion eller udelukkelse fra bestemte aktiviteter kan ankes til ordens- og amatørudvalget.

9.4 Bestyrelsens beslutning om eksklusion eller udelukkelse fra bestemte aktiviteter har virkning straks. Hverken forelæggelse for repræsentantskabsmøde eller anke har opsættende virkning.

9.5 Enkeltpersoner, der er medlem af en medlemsklub, kan ekskluderes ud fra samme principper og med samme fremgangsmåde som en medlemsklub.

9.6 Enkeltpersoner kan endvidere ekskluderes eller udelukkes fra bestemte aktiviteter såfremt personen har gjort sig skyldig i strafbare forhold, der tjener til at gøre personen uværdig til at være medlem, herunder – men ikke begrænset til - tilfælde af vold, doping, handel med narkotika, grov gadeuorden, seksuelle krænkelser, m.v. I tilfælde af, at der indledes straffesag mod personen, kan bestyrelsen beslutte, at suspendere personen indtil endelig dom foreligger i straffesagen. 

9.7 I tilfælde af en enkeltpersons eksklusion eller udelukkelse fra bestemte aktiviteter, inddrages personens licens og personen kan således ikke deltage i aktiviteter, herunder besidde poster, deltage i stævner eller lignende under UWK. 

9.8 UKDK og medlemsklubber har gensidig orienteringspligt i tilfælde af, at et medlem ekskluderes fra en klub eller UKDK.

10. Regnskab og revision

10.1 Foreningens regnskab revideres af en af UKDK udpeget revisor. Revideret regnskab for den foregående periode forelægges på det ordinære repræsentantskabsmøde. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har ret til enhver adgang til at efterse regnskab og beholdninger samt medlemsoplysninger. 

11. Forslag og lovændringer

11.1 Forslag til behandling på repræsentantskabsmøder kan stilles af:

  • Bestyrelsesmedlemmer
  • Medlemsklubber
  • Medlemsforbund

11.2 Forslag skal være skriftlige og fremsendt til bestyrelsens formand senest 14 dage før repræsentantskabsmødet således at disse behørigt kan optages på dagsordenen og opslås på foreningens officielle hjemmeside. 

11.3 Ændring af foreningens love kan ske på ethvert repræsentantskabsmøde, når mindst 2 tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. 

11.4 Der kan ikke gyldigt vedtages forslag eller lovændringer, der strider mod UKDK’s og/eller UWK’s love og regler med mindre dette sker som en opløsning af foreningen, jf. § 12, og samtidig stiftelse af ny forening. Er et forslag eller en lovændring vedtaget uden fornøden beslutningskompetence, jf. § 12, er vedtagelsen ugyldig.

12. Opløsning

12.1 Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages på et i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinært repræsentantskabsmøde. For at dette ekstraordinære repræsentantskabsmøde er beslutningsdygtigt kræves, at 2/3-dele af UKK’s stemmer er repræsenteret på mødet.

12.2 For at forslaget kan vedtages, kræves at mindst ¾-dele af de afgivne stemmer er for forslaget.

12.3 Vedtages forslaget om opløsning skal på samme repræsentantskabsmøde også træffes beslutning om hvilket almennyttigt formål, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.









Medlem af